Transport til The Tall Ships Races

Du kan nemt komme til The Tall Ships Races på cykel. Vi har sat masser af cykelparkeringsstandere op, så du nemt kan parkere din cykel.
Hvis du kommer langvejs fra kan du tage letbanen direkte til eventpladsen. Du kan hoppe på helt fra Grenå i Nord til Odder i Syd. Se Rejseplanen her.
Du kan også nemt hoppe ombord på bussen og komme herind. Alle følgende busser kører direkte til eventpladsen: Bus nr. 12, 15, 100, 120, 121, 122, 123, 200

Transport på pladsen

Vil du en tur rundt i havnebassinet og se de flotte skibe fra vandsiden, så kan du tage en gratis tur med solfærgen.

Affaldssortering

Mange steder rundt på pladsen har vi opsat affaldsstationer. Vi beder dig sørge for at sortere dit affald efter systemet, så vi kan få genanvendt så meget som muligt af affaldet. Vigtigst er det naturligvis, at affaldet ikke ender i havet, så sørg for at smide det i en skraldespand.
I samarbejde med lokale sejl- og surferklubber renser vi havnen for affald under eventen ligesom vi har en vanddrone i havnen. Vanddronen kan indsamle plastaffald, inden det når ud i bugten.

Mad og drikke

madboderne tilbyder et bredt udvalg af mad, så du har mulighed for at vælge de økologiske retter, veganske eller vegetariske retter.
Vi prioriterer lokalproduktion, økologi og politik for at undgå madspild og FSC-certificeret emballage i udvælgelsen af madboderne til publikum.

Strømforbrug

Vi arbejder med så energieffektive løsninger som muligt. Eventens samlede strømforbrug kommer fra vindmøller eller anden vedvarende energi. Det betyder, at også pariserhjulet kører på vindstrøm.

Aktiviteter

En del af aktiviteterne under The Tall Ships Races er aktiviteter, som fokuserer på bæredygtighed. Aktiviteterne skal bidrage til at øge interessen og forståelsen for de miljø- og klimaproblematikker, vi står over for. 

Vi arrangerer blandt andet miljø- og klimaworkshops som kan give konkrete take-home redskaber til, hvordan du kan agere mere bæredygtigt i din dagligdag, og hvordan du i højere grad kan opleve og bruge naturen som madkilde. Derudover har vi en række børnerettede aktiviteter, for eksempel vores samarbejde med Ramasjang, som tilbyder et lækkert diplom til børn, som deltager i aktiviteter som RamasjangRedder.

De bæredygtige indsatser støttes af Tuborgfondet.

 Aarhus Events logo