Fakta om sejladsen

The Tall Ships Races er verdens største, årligt tilbagevendende kapsejlads for skole- og øvelsesskibe. The Tall Ships Races blev afholdt første gang i 1956 og havde starthavn i engelske Torbay og sluttede i Portugals hovedstad. Løbet havde dengang, ligesom i dag, til formål at skabe et regatta for verdens smukkeste sejlskibe. Derudover var formålet at give unge mennesker af alle nationaliteter mulighed for at dyste til søs og i fællesskab og venskabelig kappestrid at møde de udfordringer, som sejladserne og de tilknyttede aktiviteter giver.

20 sejlskibe deltog i det første løb i 1956. Det var fordelt på to klasser: Dem under og dem over 100 tons. Regattaen blev så stor en succes, at det siden er blevet arrangeret, først hvert andet år og derefter hvert år i forskellige havnebyer rundt om i Europa.

Aarhus var vært for The Tall Ships Races første gang i 2007. I 2013 gentog Aarhus succesen. Begge gange var Aarhus starthavn. Nu vender de imponerende skibe tilbage. Det sker 1.-4. august 2019, hvor Aarhus for første gang er sluthavn.

Selve kapsejladsen

Under The Tall Ships Races sejler de deltagende skibe to kapsejladser, hvor det gælder om at komme først. Skibene er opdelt i fire forskellige klasser (A, B, C og D) alt efter skibenes størrelse. Imellem de to kapsejladser sejler skibene "cruise in company", hvor formålet er hygge og samvær på tværs af skibenes besætninger.

Det fornemste trofæ gives til det skib, som har gjort sig mest bemærket for at skabe forståelse og internationale relationer mellem de forskellige nationaliteter. Skibet vælges af de deltagende besætninger.

Værtsbyer

The Tall Ships Races afholdes hvert år i fire forskellige værtsbyer. I 2019 er de fire værtsbyer:

Aalborg, Danmark: 3.-6. juli
Frederikstad, Norge: 11.-14. juli
Bergen, Norge: 21.-24. juli
Aarhus: 1.-4. august